MakerSpace NV og fonde og puljer
I 2019 modtog Fritidscenter Bispebjerg Syd en bevilling fra Villum Fondens ‘Børn, unge og science’-program på baggrund af en ansøgning lavet i partnerskab med Områdefornyelse Nordvest under Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, Kultur N under Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune og den lokale forening FabLab Nordvest. Formålet med projektet var at “skabe et fagligt attraktivt og socialt engageret Maker-miljø på Smedetoften og udvikling af et lærende og kreativt værksted, hvor unge indgår i konstruktive Maker-fællesskaber med professionelle og frivillige”.
Projektperioden er nu udløbet, og unge-indsatsen i MakerSpace NV er forankret i UngeVærk Smedetoften under Børne- og Unge Forvaltningen i Københavns Kommune. Bydelsværkstedet lever videre i en papaplyforening, hvor vi efter behov søger økonomisk støtte til forskellige aktiviteter og events rettet mod lokalområdet sammen med vores samarbejdspartnere. F.eks. har Bispebjerg Lokaludvalgs Bydelspulje støttet både vores MakerFest Nordvest 2022 og opstarten af RepairCafé Nordvest. Johannes Fog Fond har ligeledes givet midler til RepairCafé Nordvest og har desuden bidraget med materialer til vores teaterkulisse, da vi i august 2022 havde Marionet Teatret på gæsteoptræden i forbindelse med Børnekulturhuset Sokkelundlilles Cirkusvognsturné. Nordea-fonden og Arrangementspuljen i Københavns Kommune hjalp os med MakerFest Nordvest, og LB Fonden har også bidraget til driften af RepairCafé Nordvest.
Når medlemmer af paraplyforeningen får en idé til en aktivitet eller et større event, som passer ind i MakerSpace NVs formål om at være et Bydelsværksted for lokale beboere, bidrager vi til ansøgningsprocessen og understøtter i at føre ideen ud i livet.